Nye indlæg

Kategorier

Åndehullet
 
Velkommen til Dit livs oases blog
 
 
Få modet til at udleve dine drømme. Åndehullet handler om livet. Drømme, følelser, tabuer og alt mellem himmel og jord, som betyder noget for os som mennesker. Her kan vi lukke luft ud.
 
Tryk på "Læs mere" under teksten for at få evt. rest af tekst frem plus en kommentarboks, hvor du gerne må lægge en kommentar.
 
 

Hvordan tackles drømme, der går i stykker?

16-04-2018 23:21


Jeg selv lægger afstand til skuffelser med sort humor. Det er min overlevelsesstrategi. Jeg vekslede en stor skuffelse til en aprilsnar. Der stod ikke en skøn lille hest i haven til min fødselsdag, som jeg skrev på min Facebookprofil. Det kunne der i realiteten godt have gjort. Men jeg fik en øjenåbner, da jeg prøvede ønskehesten af, for jeg røg af. Den var utrænet, og jeg var for svag, og så reagerede den ikke tilstrækkeligt på mine signaler. Så det var desværre ikke et godt match.
Først i dagene efter mærkede jeg reelt, hvad der var sket.
Jeg har haft chauffør på de sidste par uger og stavrer rundt med krykker. Jeg fik desværre en lille hjernerystelse, et ryk i nakken og slog min ene hofte og mit bækken slemt i faldet. Heldigvis er intet brækket, viste røntgen.

Hesten er stadig en skøn hest med masser af muligheder. Jeg er bare ikke den rigtige til den. Der skal en stærk og skolet rytter til, som er i balance, og som kan give de helt rigtige og klare signaler. Det var en svær indsigt at sluge. Jeg var allerede ved at se min nye fremtid med egen hest igen. Luftballonen var lettet – nu håber jeg, den lander et sikkert sted.

Jeg har i mange år været tvunget til at tage små skridt. Trods alt er jeg nået fremad i min egen proces. Jeg har mærket min krops begrænsninger, men jeg er aldrig holdt op med at drømme og håbe. Jeg er så heller ikke vædder for ingenting, for jeg giver bare ikke nemt op.

Jeg har haft utroligt stor glæde af først haflingeren Emil til ridefysioterapi, så fjordhesten Mia og senest islænderen Dimma, som jeg har fået lov at låne og ride på og nusse med, som jeg nu har kunnet bedst de givne dage. For mig har det været ren terapi, og jeg har fået mindst lige så meget igen, som jeg har kunnet give. Det har været en drivkraft til at komme ud selv på trælse dage. Jeg er stadig meget vild med Dimma. Så vild, at jeg er helt ked af, hun ikke bare er min. Så jo mere jeg lærer islænderne at kende, og hvordan løsdriften gør det meget nemmere at have hest, jo mere er ønsket om min egen vokset.

Skuffelsen og nye overvejelser om, hvorvidt jeg overhovedet skal søge videre, har næsten været værre end de fysiske smerter. Jeg har haft svært ved at erkende, at jeg endnu en gang har været for sårbar, og jeg har skjult, hvor hårdt jeg er ramt. Ikke fordi jeg faldt af hesten… det var bare rent og skært uheld. Det sker for selv de bedste ryttere. En lille skridttur på en forårsfrisk unghest, som desværre skød frem i galopanspring et par gange, så min balance blev for udfordret. Nej, det gør ondt, at drømmen er bristet.

Jeg har distanceret mig fra det med selvironi og humor. Det er i og for sig godt nok for at kunne være i det. Nu mærker jeg efter, og jeg tænker, universet har interveneret af en grund. Den grund overvejer jeg en ekstra gang. Nu skal jeg bruge noget tid på at hele op igen. Hvorfor kan jeg da ikke bare acceptere at sidde i sofaen og slappe af? Det kan jeg ikke, fordi uden drømme er jeg intet. Så jeg fortsætter med at tage mine bidder af livet, når jeg kan. Måske bliver de nødt til at være bittesmå i en periode. Men hver eneste vil smage fantastisk.

Kategori: Åndehullet

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar